Skift påskeægget ud med en fyldt gulerod

16 marts, 2022

Det er de færreste, der har lyst til at ændre på traditionen med at lade børnene lede efter slikfyldte påskeæg, men hvorfor ikke give påskeægget en ny form som en gulerod?

De slikfyldte påskeæg er en velkendt tradition, der er værd at bevare. Æggene kan dog sagtens have andre former, og en orangemalet papkegle fyldt med slik og med en top af grønt crepepapir er en sjov måde at forny børnenes påskeæg. Eller måske kan alle gæsterne få hver sin gulerod på det veldækkede påskebord?

Færdige papkegler af kraftig karton er perfekte til formålet. Start med at male keglen orange på ydersiden og lad derefter malingen tørre grundigt.

Klip et stykke grønt crepepapir der er ca. 30 cm langt og rul det sammen. Klip enderne i strimler i omkring en tredjedel af papirets bredde. Klip på langs med crepepapirets foldede struktur. 

Rul papiret sammen og hold en knyttet næve indeni. Sno bunden og bind en snor omkring for at holde bunden sammen.

Stik crepepapiret ind i papkeglen og fyld den med slik. Sno eller bind sammen med en snor.

Hvis du vil hænge guleroden op skal du lave et hul i toppen af papkeglens kant hvori du fastgør en snor til ophængning. 

Gulerødderne fungerer fint som påskepynt, og de passer både på det veldækkede bord eller i et vindue. Alternativt kan du gemme dem så børnene kan lede efter dem i stedet for efter påskeæg.



Trustpilot